Intern instruks til sagsbehandlere i Handicap & Psykiatri hos Langeland Kommune.
Da Langeland Kommune ofte må ansøge om ekstra bevillinger hos politikerne i Folketinget, er denne instruks udarbejdet for at spare sociale udgifter, når syge og handicappede skatteydere udskrives fra sygehuset og skal i kommunal genoptræning og har behov for hjælpemidler eller rådgivning, der kan udløse kommunale udgifter efter lov om retssikkerhed på det sociale område og serviceloven.
Det er vigtigt, at alle sagsbehandlere i Handicap & Psykiatri hos Langeland Kommune følger reglerne i denne instruks, så ingen syg elle handicappet borger kan pege på afgørelser, der kan danne præcedens for mere besværlig eller bekostelig hjælp end den, som Langeland Kommune kan nøjes med at yde ifølge denne instruks.
Som kommune er Langeland Kommune forpligtet til at give syge og handicappede borgere den genoptræning, sygehuset anbefaler i patienters udskrivningsrapporter, fx almen genoptræning ved de kommunale terapeuter et par timer om ugen i Sundhedshuset i Rudkøbing. Men Langeland Kommune er ikke – og med stort: ER IKKE(!) – forpligtet til andet og mere. Derfor afslår Langeland Kommune konsekvent at betale for al anden genoptræning, fx på Vejle Fjord Rehabilitering eller hos ”Back to life-projektet”, uanset hvor meget det anbefales af læger, fysioterapeuter og andre specialister.
Skulle en borger vælge selv at betale for en sådan genoptræning, efter kommunen har afslået at gøre det, skal borgeren også selv betale for at blive kørt fra det sygehus, hvor borgeren er indlagt, til den pågældende rehabilitering, fx fra Svendborg Sygehus til Vejle Fjord Rehabilitering – og det skal borgeren, selv om Langeland Kommune dermed slipper for at betale for borgerens transport fra sygehuset til borgerens eget hjem på Langeland.
Hvis Langeland Kommune blot en gang siger ”ja” til at betale for transporten – fx i kørestol og i Flexvogn – for en af de patienter, der har råd til (eller kan låne penge til) selv at betale godt 5.000 kr. i døgnet for at blive genoptrænet på Vejle Fjord, vil det danne præcedens, så andre borgere får krav på det samme. Derfor afslår Langeland Kommune konsekvent sådanne ansøgninger.
I borgerens udskrivningsplan anbefaler sygehuset Langeland Kommune at sørge for forskellige hjælpemidler, fx lange støttestænger ved borgerens toilet og et lodret greb på væggen i borgerens badeværelse, så en delvis lam borger selv kan trække sig op fra sin badestol for at vaske sig på ryggen og i bagdelen. Men som kommune har Langeland ikke pligt til at følge hospitalets anbefalinger. Derfor afslår Langeland Kommune konsekvent at gøre det.
Afslaget skal begrundes med, at sådanne ansøgninger er Langeland Kommune ikke forpligtet til at behandle, før borgerens tilstand kan anses for at være stationær, dvs. tidligst når den kommunale genoptræning ophører om måske et halvt år.
Når Langeland Kommune har afslået at realitetsbehandle ansøgninger om de hjælpemidlet, som et hospital har anbefalet, så har Langeland Kommune ikke pligt til af egen drift til at genoptage sagen, efter borgerens tilstand er blevet stationær. Derfor skal kommunens sagsbehandlere ikke foretage sig noget, med mindre borgeren selv anmoder om det. Og det gør borgeren næppe, for i mellemtiden har de fleste handicappede borgere været nødt til selv at købe eller leje de pågældende hjælpemidler eller lært at klare sig på anden vis.
Skulle en handicappet borger undtagelsesvis anmode om at få sin ansøgning genoptaget, fordi borgerens tilstand nu må anses for at være stationær, skal du som sagsbehandler meddele, at der ikke er noget at genoptage, fordi det ansøgte allerede en gang er blevet afslået. Dermed tvinges borgeren til at dokumentere noget andet ved at søge aktindsigt i sin journal, hvilket de fleste syge og handicappede borgere slet ikke kan finde ud af.
Selv om borgeren med hjælp fra vedholdende og irriterende familie alligevel skulle forsøge at fastholde et ønske om aktindsigt, kan du som sagsbehandler roligt afslå at give borgeren det, da Langeland Kommune har to journalsystemer, hvoraf du og andre menige sagsbehandlere kun har adgang til det ene. Desuden er der næsten ingen borger, der er klar over, om der skal anmodes om partsindsigt efter forvaltningsloven eller om aktindsigt efter offentlighedsloven.
Hvis en borger ikke vil acceptere dit afslag på partsindsigt eller aktindsigt, har du som sagsbehandler ret til at genbehandle sagen, og i den situation skal du anmode kommunens juridiske konsulent eller kommunens stabschef om at fabrikere en lang og indviklet juridisk begrundelse, som ingen almindelig borger vil have mod til at klage over.
Skulle du opleve den meget sjældne situation, at en handicappet borger fx med hjælp af meget vedholdende og irriterende familie får kommunes afgørelse underkendt af Ankestyrelsen, så sker der ikke noget ved det. Ankestyrelsen beder ikke tilsynet undersøge, om Langeland Kommune konsekvent handler i strid med almen forvaltningsret, eller om Langeland Kommune helt bevidst snyder ældre og handicappede borgere for den hjælp og de hjælpemidler, som borgerne ret beset måtte have et retskrav på.
Skulle en handicappet borger selv være jurist eller have midler til at købe kompetent juridisk rådgivning – typisk til mindst 3.000 kr. i timen – gør du som sagsbehandler klogest i slet ikke at svare på borgerens anmodninger om aktindsigt eller partsindsigt.
Selv om dine mangelende svar umiddelbart kan opfattes som kommunale afslag, så gør Ankestyrelsen det ikke. Derfor kan der gå måneder, før Ankestyrelsen skriver til Langeland Kommune, at kommunen skal genbehandle sagen og træffe en afgørelse.
Men da Langeland Kommune på det tidspunkt fortsat har ret til at komme med en juridisk begrundelse for ikke at give aktindsigten, skal du i den situation få kommunens juridiske konsulent eller kommunens stabschef til at gøre det – og gerne en lang og indviklet begrundelse.
I forbindelse med begæringer om aktindsigt skal du være opmærksom på, at Langeland Kommune konsekvent nægter at give rent statistiske oplysninger om de ordninger (de såkaldte BPA-ordninger), hvor syge og handicappede borgere efter servicelovens § 96 stk. 1 har krav på at få tilskud til selv at ansætte personlige assistenter til fx ledsagelse, hjælp med kørestol og transport.
Langeland Kommune har valgt i videst muligt omfang at sløre og hemmeligholde, at der i loven findes sådanne ordninger, og derfor har kommunen fra gammel tid kun to af disse ordninger tilbage.
Hvis du som sagsbehandler får anmodninger om BPA-ordninger, skal du gøre alt, hvad der er dig muligt, for i stedet at visitere de pågældende borgere til ekstra hjemmehjælp, så deres behov for hjælp efter § 96 stk. 1 bringes ned til under 20 timer om ugen. Derefter har borgeren nemlig ikke længere et retskrav på en såkaldt BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1.
De omtalte sager skal i alle tilfælde drøftes grundigt med kommunens juridiske konsulent eller kommunens stabschef.
Desuden skal du i alle sager om en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1 komme frem til, at den pågældende borger ”slet ikke er i målgruppen for en sådan ordning”, for det vil stort set gøre det umuligt for en handicappet borger at komme videre med en klagesag.
Selv om Langeland Kommunen efter lov om retssikkerhed på det sociale område har pligt til at vejlede og rådgive handicappede borgere om deres muligheder og rettigheder, så gør Langeland Kommune det ikke. Dels har kommunen sparet socialrådgiveren væk, og dels er det risikofrit og gratis at lade være, så alt hvad den handicappede borger ikke får kendskab til, at borgeren har krav på, fx en BPA-ordninger efter servicelovens § 96 stk. 1, kan veksles til en løbende kommunal besparelse.
At vi har – eller forhåbentlig snart kan skrive ”har haft” – en enkelt borger, der påstår, at det er socialt bedrageri over for syge og handicappede borgere, kan Langeland Kommunen være ligeglad med. Der er ingen forvaltningsdomstole her i landet, og vore almindelige domstole har ikke de nødvendige kompetencer i den slags sager. Der er heller ingen klagenævn, som borgeren kan bruge over for Langeland Kommune.
Dansk lovgivning indeholde ingen sanktioner over for kommuner, der helt bevidst undlader at give handicappede borgere den rådgivning og vejledning, de har krav på, lige som landets kommuner gratis og risikofrit kan trække sådanne sager i årevis. Og jo længere, du som sagsbehandler hos Handicap & Psykiatri kan trække eller forhale en sag, des mere kan Langeland Kommune være sikker på at have sparet. Den handicappede borger har ingen mulighed for efterfølgende at få erstatning, fordi borgeren ikke fik den hjælp eller de hjælpemidler, borgeren havde krav på, eller fordi borgeren selv har været nødt til at betale for den hjælp eller de hjælpemidler, som borgeren ellers var berettiget til at få fra Langeland Kommune.
Når du som sagsbehandler i Handicap & Psykiatri hos Langeland Kommune svarer på ansøgninger eller klager fra syge og handicappede borgere, skal du bruge et PDF-program, som borgeren ikke kan kopiere fra. Dermed tvinger du borgeren til at bruge timer på at afskrive alt, hvad borgeren vil anfægte i de kommunale breve, og det vil få de fleste handicappede borgere til at opgive at klage over noget som helst.
Skulle borgeren anmode om at få dit svar eller en aktindsigt i et PDF-format, borgeren kan kopiere fra, kan du roligt afslå det, selv om det kun vil tage dig et par minutter at ændre formatet, for det har borgeren ikke krav på.
Hvis du som kommunal sagsbehandler mangler argumenter for at afslå en ansøgning, fx om en brugbar kørestol efter de mål, som hospitalet har opgivet til Langeland Kommunen, så arrangér et såkaldt besøgsmøde, hvor du sender to terapeuter ud for at iagttage den pågældende borger.
Skulle terapeuterne ikke komme tilbage med de svar og iagttagelser, som du kan bruge til at afslå borgerens ansøgning, så arrangér et nyt besøgsmøde, hvor to andre terapeuter skal iagttage borgeren endnu en gang, og hvor du bedre vil kunne lave en dagsorden, der sikrer, at du får de nødvendige oplysninger fra terapeuterne til at afslå borgerens ansøgning.
Skulle en handicappet borger få hjælp til at gøre som i TV2’s udsendels om det store plejehjemsvigt, dvs. gå til pressen, så skal du være opmærksom på, at Langeland Kommune – på samme måde som Aarhus Kommune i det store plejehjemssvigt – er indstillet på at købe den bedst mulige juridiske assistance for at forhindre, at kritisable kommunale forhold kommer offentligt frem, fx ved at få nedlagt fogedforbud, gå efter borgerens sprogbrug i form af injurier, true med en voldsom erstatningssag, sylte borgerens ansøgninger osv. Langeland Kommune har selvsagt langt flere ressourcer og midler end en enkelt handicappet borger, der agter at kritisere vor handicappolitik.
(Denne instruks er udformet på baggrund af mine erfaringer med Langeland Kommune fra jeg kom retur fra mit selvbetalte ophold på Vejle Fjord Rehabilitering til mit hjem i Lohals i maj 2019.
Hvis Langeland Kommune ønsker det, må kommunen vederlagsfrit give denne instruks til kommunens sagsbehandlere, lige som andre kommuner kan få min skriftlige tilladelse til også at gøre det, hvis de anmoder mig om det.
At syge og handicappede behandles uværdig, urimeligt og på en komplet uforståelig måde blev afsløret i den udsendelse, hvor TV2 havde opsat skjulte kameraer på et plejehjem i Aarhus og på et i i Randers. Men nøjagtig det det samme gælder syge og handicappede borgere, der fortsat bor i egne hjem på Langeland, og som hverken får den hjælp eller den rådgivning, som de har krav på efter lov om retssikkerhed på det sociale område eller serviceloven. Men hvor det ikke kan dokumenteres ved at opsætte skjulte kameraer i deres hjem.
Interesserede kan læse mere om den blodprop, der har lammet min venstre side, min genoptræning og handicappolitikken i Langeland Kommune på www.VisitLohals.dk eller www.juraeksperten.dk.
Desuden kan interesserede læse, hvad jeg har anmeldt Langeland Kommune for til sundhedsminister Magnus Heunicke og til socialminister Astrid Krag).