Efter en diskussion for fem år siden, har vi ikke set vores søn. Han afbrød forbindelsen med os, fordi vi ikke ville kautionere for et banklån til ham.
Derimod ser vi jævnligt vores datter og hendes familie, som hjælper os med en hel del praktisk arbejde.
Vi er begge oppe i årene, og min kone har desværre ikke længere et godt helbred. Derfor har vi talt om, hvordan vi kan sikre, at det bliver vores datter, der får vores værdier.
Vi har et gældfrit sommerhus, som vi ikke længere bruger, og det skal vores datter have. Desuden har vi en formue på knap 300.000 kr.
Må vi forære sommerhuset til vores datter?
Kan I ellers give os nogen gode råd?
”S.Å.M.”
Svar:
To gange JA!
Så længe I begge lever, har I ret til at forære jeres datter lige så meget, som I har lyst til. Men det ændrer sig, når den ene af jer engang dør, for vælger den længstlevende at sidde i uskiftet bo, er der begrænsninger hvad angår gavmildheden over for et af to fælles børn.
I kan her og nu forære jeres datter sommerhuset og sætte gavens værdi til den seneste kontante ejendomsvurdering minus 15 %.
Forærer I jeres datter sommerhuset på den omtalte måde, så kan jeres søn ikke gøre noget ved det. Derefter er det den formue, der måtte være tilbage, når den længstlevende af jer dør, som I skal have fordelt. Og det kan I gøre ved at I opretter et testamente, hvor I bestemmer, at jeres datter skal arve mest muligt efter jer begge, for det vil sikre, at hun kommer til at arve 7/8 af det, der måtte være tilbage, når den længstlevende af jer dør.
I gør klogt i at følge den omtalte model, mens I begge er i live, for der vil som sagt være begrænsninger, når der kun er en af jer tilbage.
J.G./E.F.