Efter et langt tilløb har min kæreste og jeg købt hus sammen, dvs. vi ejer hver især halvdelen af huset.
Jeg har to børn, og min kæreste har et, men vi har ingen sammen.
Vi ønsker at sikre hinanden og vores tre børn bedst muligt.
Kan I oplyse, hvordan vi gør det?
Vil det ske automatisk, hvis vi gifter os?
Skal samlevere oprette et nyt testamente, hvis de senere indgår ægteskab?
”H.P.”
Svar:
JA! og to gange NEJ!
Når I som samlevere køber hus sammen, gør I klogt i indgå en samejeoverenskomst. Det er et langt dokument, hvor I tager højde for alle de situationer, der kan opstå, når to personer ejer en fast ejendom sammen, fx hvad nu, hvis en af jer vil ud af det, eller hvis en af jer flytter og ikke længere betaler til huset.
Desuden har I behov for at oprette et testamente, hvor I begunstiger hinanden, og hvor I eventuelt indsætter jeres tre børn til at dele alt, når den længstlevende af jer dør.
Hvis I indgår ægteskab, behøver I ikke at oprette en samejeoverenskomst. Men et ægteskab sørger på ingen måde ”automatisk” for, at I får sikret hinanden og jeres børn bedst muligt. Her har I også behov for at oprette et testamente, da længstlevende efter arveloven kun står til at arve halvdelen af førstafdødes værdier, og da 3/4 af alle jeres værdier ellers havner hos længstlevendes barn/børn.
I kan udmærket oprette et testamente, der også skal gælde, hvis I senere indgår ægteskab. Det skal blot fremgå af testamentet.
J.G./E.F.