Jeg har tilsyneladende en fobi, når det gælder hunde, for jeg bliver bange, når jeg møder løse hunde eller hunde i lang snor.
Desværre er der de seneste år kommet stadig flere løsgående hunde, og det begrænser mig, når jeg er inde i byen.
Skal hunde ikke være i snor, når de luftes inde i en by?
Mange hundeejere har i øvrigt en så lang snor, at deres hunde stort set færdes frit.
Er det lovligt?
”H.J.”
Svar:
BÅDE-OG! samt NEJ!
Efter hundelovens § 3 stk. 1 gælder følgende:
”I byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem”.
Som du kan læse, må en hund godt luftes uden snor, men kun forudsat, at ejeren har fuldt herredømme over den. Til gengæld må meget lange hundesnore ikke bruges inde i byen, og det fremgår af den samme paragraf:
”Føres en hund i bånd, skal dette være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren”.
J.G./E.F.