I vores sommerferie havde vi lejet et hus, som lå et par hundrede meter fra en af de strande, hvor der er hejst et blåt flag.
Vi var dagligt på stranden, hvor vi havde vores hund med, men en af dagene fik jeg en regulær skideballe, fordi vores hund var med i vandet. Jeg blev kaldt grimme ting som ”egoist” og ”tåbe”, fordi jeg ikke vidste, at det var blevet forbudt at lade hunde bade ved Blå Flag strande.
Kan I oplyse, hvornår der er kommet et sådant forbud?, og hvor i loven, at det står?
Kan jeg få en bøde for at overtræde forbuddet?
”W.M.”
Svar:
JA! og to gange NEJ!
Der står intet i dansk lovgivning om hunde, der bader ved stranden. I stedet er det de internationale regler for strande, der får lov til at have et Blåt Flag, som fra 1. maj i år har et forbud mod, at hunde må bade ved danske strande med Blåt Flag. Forbuddet gælder i perioden frem til 15. september.
Ejere af hunde må fortsat tage dem med på Blå Flag strande, såfremt de er i snor. Men hundene må ikke bade, medmindre det sker et par hundrede meter fra det blå flag.
Der er ingen sanktioner, fx bøder, til hundeejerne, hvis de overtræder forbuddet. Men den enkelte strand kan miste retten til at have det Blå Flag på grund af badende hunde.
J.G./E.F.