Husker jeg forkert, når jeg ved indførelsen af ordningen med cpr-nummer mener at have læst i aviserne, at cpr-nummeret er "personligt og hemmeligt", og at alle oplysninger, som indhentes via nummeret skal holdes hemmelige?
Er det korrekt, at misbrug af sådanne oplysninger kan straffes efter lov om datatyveri?
Er datidens politikere løbet fra deres løfter?
"J.B.A."
Svar:
Tre gange TJA!
Vi kan selvsagt ikke svare på, hvad der måtte have stået i aviserne, da ordningen med personnumre og Det Centrale Personregister, CVR, blev indført. Men nummeret har aldrig været mere "hemmeligt", end at myndigheder kan slå op på det og få en række oplysninger. De indhentede oplysninger kan videregives til andre myndigheder og private, hvis det er sagligt relevant, og derfor ved vi ikke, hvad du mener med, at det skal være "hemmeligt".
Det er korrekt, at misbrug af oplysninger fra Det Centrale Personregister er en overtrædelse af persondataloven m.v., og at et sådant misbrug kan straffes. Men da du ikke fortæller, hvad der er den konkrete baggrund for dine spørgsmål, har vi ingen mulighed for at vurdere, om dine oplysninger er blevet misbrugt.
Loven om personnumre indeholder regler om, hvordan nummeret skal beskyttes, og i hvilke tilfælde andre, fx private, kan få oplysninger fra registret. Her får du en enkel af de mange bestemmelser:
"Offentlige myndigheder skal sørge for, at personnummer ikke kommer uvedkommende i hænde. Personnumre må ikke påføres fuldt læseligt uden på breve, i rudekuverter eller ved andre forsendelser til vedkommende. Er det nødvendigt i sådanne tilfælde at angive en identifikation, skal personnumret sløres, således at det ikke er umiddelbart genkendeligt.
Stk. 2. Personnummer kan angives fuldt læseligt på giroindbetalingskort, såfremt dette fremsendes i lukket kuvert til vedkommende.
Stk. 3. Personnummer må ikke offentliggøres, herunder i Statstidende, bortset fra ved proklamaer i dødsboer, medmindre det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov".
J.G./E.F.