Vi ejer et sommerhus, hvor en del af den private fællesvej er beliggende på vores grund. Derfor har vi i alle årene selv sørget for at vedligeholde den strækning, der tilhører os, og det har de fleste andre ejere gjort på samme måde.
Sidste år blev der stiftet en grundejerforening, men under halvdelen af ejerne har meldt sig ind. Der er ingen pligt til at være medlem, og vi ønsker ikke at have noget med foreningen at gøre.
Uden at spørge os har grundejerforeningen bestilt en vognmand til at køre stabilgrus på vejen, og den har derefter sendt os alle sammen en regning, hvor udgiften til vognmanden er blevet ligeligt fordelt på de i alt 47 grunde.
Vi har nægtet at betale, for vi mener ikke, at grundejerforeningen kan få udført et sådant arbejde på vores vegne. Men nu truer foreningen med at sende kravet til inkasso og få os registreret som dårlige betalere.
Kan vi forpligtes til at betale for det stabilgrus, der er blevet lagt på vores vejstykke?
"J.N."
Svar:
NEJ!
En grundejerforening som den omtalte kan udelukkende varetage dens medlemmers interesser, og den har ingen ret til at bestille arbejder på andres vegne.
Da I ikke har meldt jer ind i grundejerforeningen, kan I heller ikke forpligtes til at betale for det vejarbejde, som foreningen har bestilt. Strengt juridisk kan I derimod få foreningen dømt til at fjerne det stabilgrus, som den har fået lagt på jeres vejstykke.
Hvis grundejerforeningen skulle mene, at jeres vejstykke bør vedligeholdes eller udbedres, har den to muligheder. Den kan tage en snak med jer, eller den kan anmode kommunen om et såkaldt vejsyn, hvor der bliver tages stilling til, hvad der eventuelt skal udbedres på hele den private fællesvej, og hvordan de eventuelle omkostninger skal fordeles.
Send foreningen et anbefalet brev, som I af bevismæssige grunde beholder en kopi af, og hvor I meddeler, at foreningen på ingen måde har ret til at bestille arbejder på jeres andel af den private fællesvej.
I kan eventuelt tilføje, at juridisk set er det bestilleren, der skal betale, og da foreningen uden aftale med jer har bestilt det pågældende arbejde, skal foreningen betale.
Desuden kan I skrive, at hvis foreningen fortsat skulle være af en anden opfattelse, bedes den venligst anvise, hvor den mener at have lovhjemmel til bestille arbejder på jeres vegne. En sådan lovhjemmel findes ikke.
J.G./E.F.