Jeg mistede min ægtefælle, da vores fælles søn var knap to år gammel, og på det tidspunkt overtog jeg det hele.
Nu er vores søn 24 år, og han har de seneste 15 år haft min samlever som en god reservefar. Derfor ser han gerne, at vi gifter os, og han er med på, at jeg tager det uskiftede bo med ind i ægteskabet.
Kan I oplyse, hvordan man gør det?
”U.D.”
Svar:
NEJ!
Uanset om din søn vil give tilladelse til det eller ej, så kan du ikke tage et uskiftet bo med ind i et nyt ægteskab. I stedet skal det uskiftede bo bringes til ophør, inden du og din samlever kan gifte jer.
Der er flere muligheder for at bringe det uskiftede bo til ophør. Nemlig:
1) At du skifter boet med din søn, så han får sin fædrene arv, hvilket vil være 1/3 af den samlede værdi af det uskiftede bo.
2) At din søn giver afkald på arv efter sin far, for så er der ikke længere nogen, du kan sidde i uskiftet bo med. Et arveafkald kan gives mod betaling af et beløb eller vederlagsfrit.
3) Hvis der er relativt få værdier i det uskiftede bo, kan du udtage det hele som et såkaldt ægtefælleudlæg. Men da din ægtefælle afgik ved døden for 22 år siden, må der maksimalt være værdier for 250.000 kr. i det uskiftede bo for at kunne benytte denne mulighed.
J.G./E.F.