Om få dage får jeg oplyst, om jeg er den rigtige far til en pige, som nu er fire år gammel.
Jeg har orienteret pigens mor om DNA-testen, som jeg selv betaler, og jeg ved godt, at det ikke er en gyldig test i forhold til statsamtet.
Hvis det viser sig, at jeg ikke er pigens far, kan jeg så fremme en sag om omregistrering af faderskabet?
Pigens mor står fast på, at jeg er den biologiske far.
”J.O.”
Svar:
NEJ!
Selv om testen viser, at du ikke er pigens biologiske far, så kan du ikke på egen hånd få genoptaget en sag om faderskabet.
Når pigen er over tre år, kan en sag om faderskab kun genoptages under ganske særlige omstændigheder:
”Genoptagelse efter §§ 23 og 24 kan efter udløbet af fristen i disse bestemmelser tillades, hvis der kan anføres ganske særlige grunde til, at anmodningen ikke er fremsat tidligere, omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse og det må antages, at en fornyet behandling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet”.
En sådan genoptagelse vil blandt andet forudsætte, at moderen vil være med til det, og at der er en anden navngiven mand, som kan udlægge som pigens far. Og det er ikke tilfældet, hvis pigens mor fortsat står fast på, at du er den biologiske far.
J.G./E.F.