Jeg skriver for at få oplysning om reglerne ved udlejning af min andelsbolig.
Er der nogen begrænsninger, når det gælder udlejning af en andelsbolig?
Gælder der en to års regel, dvs. så jeg kun må udleje boligen i to år?
Hvis man laver en kontrakt med lejer, og hvor man indskriver en udløbsdato på kontrakten, skal lejer så stadig opsiges med et års varsel?
”F.J.”
Svar:
To gange MÅSKE! og NEJ!
Da du ikke ejer andelsboligen, men derimod en andel i foreningen og har brugsret til en bestemt lejlighed, så findes svarene på dine to første spørgsmål i vedtægten for den pågældende andelsboligforening. Det vil fremgå af vedtægten, om du må videreudleje, dvs. fremleje, og om der er en tidsmæssig begrænsning for din mulighed for at videreudleje.
Hvis du må videreudleje i henhold til vedtægten, kan du gøre det på en tidsbegrænset lejeaftale, der udløber pr. en bestemt dag, hvor lejeren skal fraflytte. Det skal indsættes under særlige vilkår i lejekontrakten.
En sådan lejeaftale skal ikke opsiges efterfølgende, for den anses for opsagt samtidig med, at den blev indgået, når der – som du skriver – er indsat ”en udløbsdato”.
J.G./E.F.