Min mand og jeg blev separeret for et par år siden, men vi er ikke skilt. Nu er vi begyndt at se hinanden igen, og vi har overvejet at flytte sammen.
Kan vi gøre det og fortsat være separeret?
Hvis svaret bliver et “nej”, kan I så oplyse, hvad der sker med den bodeling, som vi har lavet, såfremt vi flytter sammen?
Bliver bodelingen automatisk ophævet?
“T.H.”
Svar:
NEJ!, JA! og NEJ!
Hvis du og din fraseparerede mand flytter sammen, så anses I atter for at være ægtefæller med de retsvirkninger, som det indebærer, fx at I igen får fælleseje og arveret efter hinanden.
Jeres fordeling af jeres værdier, dvs. bodelingen, bliver juridisk set ikke “ophævet”. I stedet vil dét, som I hver især udtog af ægteskabet ved bodelingen, fortsat tilhøre jer hver især, men som jeres respektive andele – også kaldet for bodele – af det nye fælleseje.
Desuden indgår de ting, som I hver især har købt under separationen, i jeres respektive andele af det nye fælleseje.
Hvis I ønsker at bo sammen uden automatisk at blive gift igen og få fælleseje og arveret efter hinanden, skal I veksle jeres separation til en skilsmisse, inden I flytter sammen igen.
J.G./E.F.