Jeg opsagde mit lejemål med tre måneders varsel, men fraflyttede det efter aftale med udlejeren cirka halvanden måned før udløbet af min opsigelsesfrist. Alligevel kræver udlejeren nu, at jeg skal betale husleje for den sidste måned og siger, at den mundtlig aftale ikke gælder.
Er det korrekt?
Efter jeg flyttede, har udlejeren udlånt nøglen til de nye lejere, som er begyndt at måle op og gøre ved i lejligheden.
Må udlejeren lade de nye lejere få nøglen, når han fortsat kræver husleje af mig?
Vand og varme bliver først aflæst og gjort op, når den sidste måned er gået. Derfor kommer jeg til at betale for de nye lejeres forbrug.
Kan det være rigtigt?
“M.G.”
Svar:
NEJ! samt to gange MÅSKE!
Som udgangspunkt er en mundtlig aftale lige så bindende som en skriftlig, men den har en gevaldig svaghed. Hvis den anden part benægter, at der er indgået en mundtlig aftale, bliver det vanskeligt – ofte umuligt – at bevise det modsatte.
Har du og din tidligere udlejer indgået en mundtlig aftale, uden der var andre til stede, bliver det påstand mod påstand. I den situation har du ikke en kinamands chance for at sandsynliggøre, der blev indgået en bindende aftale.
Det gode råd vil altid være, at hvis en aftalepart er troværdig, så kan vedkommende ikke have noget imod, at aftalen bliver nedfældet på papir, som dateres og underskrives af begge parter. Få derfor altid en vigtig mundtlig aftale sat på papir!
Hvis din udlejer lader nye lejere flytte ind, kan udlejeren ikke kræve husleje fra dig for den sidste måned. Ligeledes skal der foretages aflæsning af målerne, for du kan ikke forpligtes at betale for de nye lejeres forbrug.
Men har udlejeren blot “udlånt nøglen”, så de kommende lejere kan “måle op” i lejligheden, er det en anden sag. I den situation kan du fortsat forpligtes til at betale husleje og forbrug.
J.G./E.