Da jeg mistede min mor, beholdt min far det hele og har lige siden siddet i uskiftet bo med mig.
For fem år siden lod min far en kvinde flytte ind i sit hus, men nu er han død, og boet skal gøres op.
Min fars samlever mener, at hun og jeg skal gennemføre en privat skifte, da det er den billigste løsning. Men jeg er i tvivl.
Risikerer jeg at blive snydt, hvis jeg går med til det?
Min fars samlever har vist mig en kopi af min fars testamente. Hun står til at arve ”mest muligt”.
Kan I oplyse, hvor stor en andel, som hun kommer til at arve?
Kan I give mig nogen gode råd?
”H.T.F.”
Svar:
TJA!, JA! og MÅSKE!
Vi kan ikke svare på, om du ”risikerer at blive snydt”. Men du kan fjerne en sådan risiko ved at forlange, at det private skifte skal foretages af en advokat, som du vælger.
Hvis din fars samlever ikke vil være med til det, kan du bede skifteretten udpege en autoriseret bobestyrer til at behandle din fars dødsbo Det kan din fars samlever ikke forhindre.
Når din far har begunstiget sin samlever mest muligt, står hun til at arve 3/4 af det, som han efterlader sig. Men da han kun kan råde over sin halvdel af det uskiftede bo, ender hans samlever med at arve 3/8 af nettoværdien af hele det uskiftede bo.
J.G./E.F.