• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Vi blev snydt ved flytning af tv-abonnement

De seneste fem år har vi haft et abonnement med telefon, Internet og tv – en bredbåndsordning – og det har vi været tilfredse med. Men fordi vi skulle flytte til en ny adresse, har teleselskabet ændret vores abonnement, blandt andet så vi ikke længere har en serviceaftale, og så der er et andet indhold i vores tv-pakke.
Vi har telefonisk klaget til teleselskabet, men blev afvist med to begrundelser. Dels siger selskabet, at vi skulle have protesteret mod indholdet i den bekræftelse, der blev e-mailet til os, og dels siger selskabet, at den hidtidige tv-pakke ikke sælges længere.
Det ændrede abonnement er ganske rigtigt beskrevet i den ret så uforståelige bekræftelse, som vi modtog. En bekræftelse som vi ikke læste hele indholdet af, fordi medarbejdere hos teleselskabet lovede, at det var det bestående abonnement, der blev flyttet.
Er der noget, som vi kan gøre?
”G.L.”

Svar:
JA!
Hvis I har papirerne fra dengang, hvor I oprindeligfik installeret den omtalte bredbåndordning, kan I læse i vilkårene, hvad der står om flytning af abonnementet til en anden adresse. Her står sandsynligvis, at I har ret til at flytte abonnementet, og hvis det er tilfældet, kan teleselskabet ikke forbyde jer det, dvs. I har krav på at få nøjagtigt det samme abonnement på jeres nye adresse. Derfor er det et juridisk uholdbart argument, at den omtalte tv-pakke ikke sælges længere.
Til gengæld burde I have læst hele den bekræftelse, som I fik e-mailet, og straks protesteret mod beskrivelsen af jeres abonnement.
Send det pågældende teleselskab et anbefalet brev, hvor I anmoder om at få det gamle abonnement genoplivet, da I føler jer snydt i forbindelse med flytningen. Behold af bevismæssige grunde en kopi af brevet, hvor I kan tilføje, at I agter at gå videre med sagen – til Teleankenævnet – hvis selskabet nægter at give jer det oprindelige abonnement tilbage.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Anden juridisk rådgivning

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt