Min mand og jeg skal skilles, og han bor fortsat i det hus, som vi begge ejer, og som skal sættes til salg.
Min mand hævder, at jeg skal betale halvdelen af udgifterne på huset, indtil det bliver solgt.
Kan det være rigtigt, når min mand bor i huset?
Da jeg betaler husleje et andet sted, har jeg ikke råd til at betale halvdelen af udgifterne på huset.
Kan jeg forlange, at min mand skal overtage huset, hvis han fortsat vil bo i det?
”P.R.”
Svar:
Til dels JA! og NEJ!
Når I ejer ejendommen halvt om halvt, dvs. i lige sameje, skal du betale halvdelen af udgifterne, indtil ejendommen bliver solgt. Til gengæld skal der i opgørelsen over jeres fælleseje posteres en såkaldt fiktiv husleje fra din mand for at bo i huset, og denne husleje skal svare til halvdelen af den husleje, som huset ville kunne udlejes for til anden side. Dermed får du via boopgørelsen en husleje på 50 % af det beløb, som en udlejning af hele huset ville kunne indbringe.
Beregningen af fiktiv husleje skal ske fra ophørsdagen og fremefter, dvs. fra den dag, hvor statsforvaltningen modtager anmodning om separation eller skilsmisse, medmindre en tidligere ophørsdag er aftalt. Jeres formuefællesskab ophører pr. denne dato.
Når din mand forbliver boende i huset, skal han selv betale alle udgifter til el, vand og varme.
Du kan ikke forlange, at din mand skal købe din halvdel af huset. Men du han via skifteretten få gennemtvunget, at huset sælges, hvis din mand ikke vil udtage huset til vurderingsprisen, og dermed kan din mand blive nødt til at finde sig en anden bolig.
Efter det oplyste gør du klogt i at kontakte en advokat, der kan hjælpe dig med bodelingen og eventuelt gennemtvinge et salg af huset.
J.G./E.F.