• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Far skal ikke rippes af skat

Det drejer sig om min far, som er kommet på plejehjem, og som har sit hus til salg.
Hvordan skal han forholde sig til de penge, som fremkommer ved salget af huset?
Hvor meget må han have i kontanter, så han ikke bliver rippet af skattevæsenet?
Kan han eventuelt få boligsikring til sin lejlighed på plejehjemmet, hvor han har en ret dyr husleje?
Hvor meget må han give sine børn, svigerbørn og eventuelt børnebørn i arveforskud på årsbasis?
Kan han give sine børn afdragsfri lån, som bliver tilbagebetalt med det beløb, som han må give i arv år for år?
"J.M."

Svar:
UPS for en mundfuld!
Lad os indledningsvis rette en misforståelse. Nemlig at din far skulle blive "rippet af skattevæsenet", fordi han får kontanter fra salget af sit hus. Dels kan din far sælge huset skattefrit, når han selv har boet i det og grunden er under 1.400 kvadratmeter, og dels må han have lige så mange kontanter, det skal være, uden at han skal betale skat af sin kontante formue. Det er kun afkastet, dvs. den årlige renteindtægt af formuen, der skal beskattes.
Til gengæld kan formuen få indflydelse på størrelsen af den boligydelse, som din far kan få, når han bor til leje på et plejehjem. Men kun hvis din fars kontante formue er større end 694.700 kr.
Skulle din far ønske at blanke sig selv af, kan han i 2010 afgiftsfrit forære hvert af sine børn og børnebørn 58.700 kr., mens han afgiftsfrit kan forære hvert af sine svigerbørn 20.500 kr. Desuden kan han yde afdragsfri lån, men her vil pengene fortsat indgå i hans formue, indtil de gradvist bliver eftergivet i form af afgiftsfri gaver.
Vi kan selvsagt ikke svare på, hvordan din far " skal forholde sig til de penge, som fremkommer ved salget af huset". Men rent økonomisk gør han sandsynligvis klogest i selv at beholde pengene. For uanset hvad din far måtte blive berettiget til af sociale ydelser ved at forære sin formue bort, kan det næppe opveje den gevinst, han kan få ved selv at have alle pengene.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Anden juridisk rådgivning

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt