Mine forældre blev skilt for otte år siden, fordi min far havde fundet en anden, som han nu er gift med. Jeg har det fint med fars nye kone og hendes børn.
Min far har fået konstateret lymfekræft, og det har bevirket, at han vil sørge for sin kone, hvis sygdommen viser sig at være alvorlig. Han vil have, at hun skal kunne blive boende i hans hus. Derfor har han sendt mig en blanket, som jeg skal underskrive.
Det er en blanket, hvor der står ”Sagsnr.”, og som har et felt til at indsætte ”Dødsdato”.
Er det en officiel blanket, som jeg roligt kan underskrive?
Kan I give mig et godt råd?
”E.N.”
Svar:
NEJ! og JA!
Det er sådan set ”en officiel” blanket, som alle kan hente gratis vis domstol.dk. Men den er først og fremmest beregnet til de situationer, hvor en person er afgået ved døden, og hvor arvingerne skal i gang med boets behandling.
At den også kan bruges i din fars tilfælde er en anden sag, men ikke noget, som du ”roligt kan underskrive”. Du gør klogt i at søge yderligere information, inden du underskriver et samtykke til, at din fars enke må overtage det hele, hvis din far afgår ved døden før hende.
Tag en snak med din far, for han kan oplyse, hvordan du står, såfremt du givet samtykke til uskiftet bo. Er du indsat i et testamente til at arve, når din stedmor dør? hvor stor en andel af et uskiftet bo står du til at arve? osv.
Skriver du under uden af kende de arvemæssige forhold i din fars ægteskab, risikerer du at snyde dig selv. Desuden kan det være, at du gør klogt i at indsætte betingelser i et eventuelt samtykke til uskiftet bo, fx at boet efter din far skal skiftes, hvis huset sælges.
Vi kan ikke svare mere konkret ud fra det oplyste, men det gode råd til dig og andre vil altid være følgende:
Skriv aldrig under på juridiske blanketter eller dokumenter, medmindre du forinden har fået grundig juridisk rådgivning om den relevante situation og konsekvenserne af din underskrift.
J.G./E.F.