Efter jeg havde opsagt mit lejemål med tre måneders varsel, aftalte jeg med udlejeren, at jeg måtte finde en ny lejer, som hurtigt kunne flytte ind.
Jeg fandt en interesseret lejer og aftalte med ham, at han skulle flytte ind pr. den første i den efterfølgende måned. På den måde kunne jeg spare husleje i de to sidste opsigelsesmåneder.
Det var så meningen, at den nye lejer skulle kontakte udlejeren og få skrevet en lejekontrakt. Men det gjorde han ikke, og derfor står lejligheden stadig tom.
De nøgler, som jeg havde givet den nye lejer, da jeg flyttede ud, havde han dagen efter smidt i udlejerens postkasse.
Udlejeren står fast på, at jeg skal betale husleje for de to sidste måneder og vil fratrække beløbet i det indskud, som jeg har betalt.
Kan det være rigtigt, når jeg efter aftale med udlejeren har fundet en ny lejer og er flyttet ud?
Udlejeren har ladet håndværkere komme ind i lejligheden.
Må udlejeren det, hvis jeg stadig skal betale husleje?
”N.J.”
Svar:
To gange JA!
Selv om du har aftalt med din udlejer, at du selv måtte finde en ny lejer, må det anses som en klar forudsætning, at den pågældende efterfølgende kontakter din udlejer for at underskrive en lejekontrakt.
At ”din lejer” tilsyneladende fortryder aftalen med dig, bliver dit problem. Derfor kan du forpligtes til at betale husleje i opsigelsesperioden, medmindre udlejeren forinden finder en ny lejer, som flytter ind.
Når nøglerne til lejemålet er afleveret – i dette tilfælde af den lejer, som du havde fundet – anses lejemålet for at være fraflyttet. Det er ensbetydende med, at udlejeren kan lade håndværkere gå i gang med at istandsætte lejligheden, selv om du fortsat skal betale husleje.
J.G./E.F.