Jeg flytter om kort tid sammen med min kæreste. Derfor vil jeg udleje min andelsbolig, men så jeg kan bruge den igen, hvis forholdet skulle blive dårligt.
Kan jeg indsætte et vilkår om, at jeg til enhver tid kan opsige lejemålet med tre måneders varsel, hvis jeg vil flytte ind i min andelsbolig igen?
Er det bedre at udleje boligen tidsbegrænset, fx tre måneder ad gangen?
Er der ellers noget, som jeg skal være opmærksom på?
”J.K.”
Svar:
NEJ!, TJA! og JA!
Lad os begynde med dit sidste spørgsmål, for du skal i første ombæring undersøge, om du overhovedet må videreudleje, dvs. fremleje, din andelsbolig. Det fremgår af vedtægten for den pågældende andelsboligforening.
Hvis du må videreudleje boligen, vil der typisk være fastsat et maksimalt tidsrum, fx to år, i vedtægten. I så fald kan du indgå en tidsbegrænset lejeaftale af op til to års varighed.
I teorien kan du godt lave en tidsbegrænsning på tre måneder. Men indgår du efterfølgende nye tidsbegrænsede lejeaftaler af samme varighed, risikerer du, at dine lejere kan få tidsbegrænsningen tilsidesat af boligretten. Desuden er det næppe sandsynligt, at du kan finde lejere, der kun må bo i din andelslejlighed i tre måneder.
Du kan ikke på gyldig vis indsætte et vilkår om, at du skal kunne opsige lejemålet med tre måneders varsel. I stedet kan du indgå en tidsbegrænset lejeaftale, mens du prøver dit samlivsforhold af.
Indgår du ikke en tidsbegrænset lejeaftale, kan du forsøge at opsige lejemålet med et års varsel, såfremt du selv agter at flytte tilbage i lejligheden.
J.G./E.F.