I forbindelse med bisættelsen af Prins Henriks har vi haft en diskussion i familien om mulighederne for at dele asken efter en afdød person.
Findes der regler om det?
Kan alle frit bestemme, at halvdelen af deres aske skal spredes over åbent farvand, mens resten anbringes i haven ved deres ejendom?
”H.P.”
Svar:
JA! og NEJ!
Hviss en juridisk voksen person skriftligt har bestemt, at hans eller hendes aske skal spredes over åbent farvand, så skal dette ønske efterkommes. Men ønsker man at få asken delt, fx som prins Henrik har gjort, så er det ikke noget, man har krav på. I stedet skal der ansøges om det, jf. § 3 stk. 4 i lov om begravelse og ligbrænding:
”Biskoppen kan tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde , når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde. Biskoppens afgørelse kan påklages til kirkeministeren”.
Kongehuset kan godt få tilladelse til, at prins Henriks urne – med halvdelen af asken – bliver nedsat i haven ved Fredensborg Slot. Men alle andre kan ikke få tilladelse til at nedsætte en urne i deres have, idet der fremgår følgende af Vejledning 2008-08-28 nr. 51 om urnenedsættelse på privat ejendom m.v.:
”Ejendommen skal være af en vis størrelse, det vil som udgangspunkt sige mindst 5000m2. Det vil derfor være udelukket at meddele en tilladelse til urnenedsættelse på en almindelig parcel- eller sommerhusgrund, medmindre ejendommen er af en størrelse som anført ovenfor.
Afdøde skal have haft en særlig tilknytning til den pågældende ejendom – typisk som tidligere ejer af ejendommen – eller på anden måde, for eksempel ved slægtskab eller at afdøde gennem udøvelse af sit erhverv har haft en særlig tilknytning til ejendommen”.
Det fremgår endvidere af vejledningen, at ”En tilladelse kan gives på følgende vilkår”:
”1) At der på det sted, hvor urnen nedsættes, ikke anbringes sten, mindesmærke eller andet, der kendetegner stedet som begravelsesplads. 2) At urnen, der skal bestå af et materiale, der er opløseligt i vand, for eksempel pap, støbt papirmasse eller lignende nedgraves i mindst 1 meters dybde, 3) At der på ejendommen tinglyses en deklaration, hvorefter den til enhver tid værende ejer af ejendommen forpligter sig til i 10 år fra urnens nedsættelse ikke at grave så dybt, at urnen berøres, og 4) Stiftsøvrigheden skal være påtaleberettiget i henhold til deklarationen”.
J.G./E.F.