I 2013 optog min daværende kæreste og jeg et banklån, som vi fortsat skylder 168.000 kr. på.
Hidtil har vi hver især betalt halvdelen af det månedlige afdrag, selv om vi ikke længere bor sammen. Men nu vil min ekskæreste ansøge om en gældssanering, og det gør mig nervøs for min økonomi.
Risikerer jeg at komme til at betale hele restgælden på vores lån, hvis min ekskæreste får en gældssanering?
”L.K.”
Svar:
JA!
Hvis din ekskæreste får en gældssanering og ikke længere betaler sin halvdel af afdragene på jeres fælles lån, kan du forpligtes til at betale hele restgælden. I hæfter solidarisk for lånet, og det står banken frit at kræve hele restgælden indfriet hos den ene af jer, som banken foretrækker, såfremt de aftalte afdrag ikke bliver betalt.
I stedet for et fælles banklån, kunne du og din kæreste med fordel have optaget hver et banklån på halvdelen af det beløb, som I havde behov for at låne. På den måde havde der ikke været en gensidig hæftelse for det samlede lån, og du ville ikke løbe den risiko, som bliver aktuel ved en gældssanering.
J.G./E.F.