En af mine bekendte arbejder i receptionen på et hotel, hvor man uden varsel har sat videoovervågning op.
Min bekendt har efterfølgende fundet ud af, at chefen har fået en app, så han døgnet rundt kan følge personalet i og omkring receptionen på sin mobiltelefon.
Er det tilladt?
Efter min opfattelse må sådanne optagelser kun måtte bruges i tilfælde af utilsigtede hændelser.
Er det korrekt?
”I.H.”
Svar:
NEJ! og til dels JA
Når det gælder overvågning af en arbejdsplads, så har arbejdsgiveren ret til at opsætte videoovervågning, såfremt de ansatte på forhånd bliver orienteret om det, og såfremt der opsættes skilte, så kunderne får kendskab til det.
Loven om tv-overvågning indeholder derimod ingen regler om, hvornår en arbejdsgiver er berettiget til at overvåge sine medarbejdere. Men ud fra almindelige ansættelsesretlige principper gælder der følgende begrænsninger i en arbejdsgivers adgang til at indføre tv-overvågning af ansatte:
1) Der skal foreligge et driftsmæssigt formål.
2) Det må ikke være krænkende for den ansatte.
Efter vores vurdering er der ingen saglig god grund til, at en arbejdsgiver døgnet rundt skal kunne følge personalet i hotelreceptionen på sin mobiltelefon. Derfor anser vi modellen for at være i strid med reglerne.
Der findes sager, hvor en arbejdsgiver bliver pålagt at betale 50.000 kr. i erstatning, fordi arbejdsgiveren har tv-overvåget en leder i 30 til 45 minutter og påtalt, at den pågældende sminkede sig i arbejdstiden. Her fastslog Sø- og Handelsretten, at overvågningen af den ansattes adfærd ikke var arbejdsmæssigt og sikkerhedsmæssigt begrundet, hvorfor overvågningen var i strid med persondataloven regler om god databehandlingsskik.
Din bekendt kan rette henvendelse til datatilsynet for at høre, hvordan dette tilsyn vurderer sagen med døgnovervågning på chefens mobiltelefon. Vi anser det for at være en overtrædelse af reglerne.
J.G.E.F.