I forbindelse med nogle byggearbejder har min mand og jeg indbetalt det meste af en regning, men vi har tilbageholdt 7.000 kr., fordi vi ikke er tilfredse med det udførte klinkearbejde.
Det pågældende byggefirma reagerer ikke på vores klager over klinkearbejdet, men sender os i stedet rykkere på restbeløbet. I den seneste rykker beregner firmaet sig ”2 rykkergebyrer á 100 kr.” og ”renteberegning 2 % pr. påbegyndt måned”.
Er det lovligt, når vi klager over noget af det arbejde, der er udført?
Skal fejlene ved klinkegulvet ikke udbedres, inden firmaet kan gøre vores mellemværende op?
”U.A.”
Svar:
Til dels JA! og MÅSKE!
Hvis byggefirmaet ikke mener, der er fejl ved klinkegulvet, har det ret til at forfølge dets økonomiske krav, fx ved at sende rykkere til jer. Der kan opkræves 100 kr. pr. rykker, men ikke 2 % i rente pr. måned. Efter renteloven kan I maksimalt forpligtes til at betale en årlig rente på 7,45 %, og det er omkring en fjerdedel af den rente, som I er blevet afkrævet.
Byggefirmaet kan kun forpligtes til at udbedre fejl, hvis der efter en byggesagkyndig vurdering rent faktisk er fejl ved klinkegulvet. Derfor bliver det op til jer at dokumentere, at der er fejl. Derefter kan det blive nødvendigt at køre en retssag mod byggefirmaet, hvis det ikke frivilligt vil udbedre fejlene.
J.G./E.F.