Min hustru og jeg har indrettet os på den måde, at jeg i godt halvdelen af året bor i vores bolig i Frankrig, mens min ægtefælle knap halvdelen af året bor i vores bolig i Danmark. Begge boliger er indrettet som vores fælles hjem.
Nu påstår nogle af mine bekendte, at min hustru har ret til at udskifte låsene til huset i Danmark, hvis det passer hende, og at hun på den måde kan forhindre mig i at få adgang til denne bolig.
Er det korrekt?
Vi har fælleseje i vort ægteskab, og jeg står som ejer af huset i Frankrig, mens min hustru står som ejer af huset i Danmark.
“T.S.”
Svar:
JA!
Da din hustru står som eneejer af huset i Danmark, har hun ret til at skifte nøglerne. Og hvis hun gør det, kan du ikke få adgang til huset med fogedrettens hjælp, selv om huset indgår i formuefællesskabet og er jeres “fælles hjem”.
Derimod kan vi ikke give et klart svar, hvad angår dit hus i Frankrig, for det afhænger af, hvad der gælder efter fransk lovgivning.
Vi anser imidlertid dit spørgsmål for at være af teoretisk karakter, da en udskiftning af låsene må være en slags indledende øvelse forud for en separation eller skilsmisse.
J.G./E.F.