I slutningen af 90'erne underskrev jeg et uigenkaldeligt arveafkald, så jeg ikke skulle have arv efter mine forældre, fordi jeg var stærkt forgældet.
Nogle år senere afgik min mor ved døden, og min far overtog det hele som et uskiftet bo. Nu er min far også død, og det viser sig, at han for fire år siden oprettede et testamente, hvoraf det fremgår, at jeg skal arve "en fjerdedel af hele boet".
Jeg mener, at testamentet ophæver mit gamle arveafkald, så jeg har krav på arv.
Er det rigtigt?
Boet behandles af en bobestyrer, for det har en af mine søskende forlangt. Men bobestyreren mener ikke, at jeg skal have arv overhovedet.
Hvad siger I?
"K.P."
Svar:
NEJ!
Selv om du har underskrevet et uigenkaldeligt arveafkald, kan dine forældre annullere det, så du får arv alligevel. Der gælder ingen særlige formkrav i den forbindelse, idet dine forældre fx blot kan rive dit arveafkald i stykker.
Når din mor er afgået ved døden, står arveafkaldet ved magt, hvad angår den halvdel af værdierne i det uskiftede bo, der falder i arv efter hende. Men din fars testamente må anses som en ophævelse af dit arveafkald over for ham, og du har derfor arveret efter din far.
Din far har i sit testamente bestemt, at du skal arve "en fjerdedel af hele boet". Din far kan imidlertid ikke testere over hele det uskiftede bo, men alene over den halvdel, der falder i arv efter ham.
Vi mener, at testamentet i et sådant tilfælde bør fortolkes således, at du skal arve 50 % af din fars halvdel af boet. Dermed kommer du til at arve 25 % af hele boet, således som din far ønskede.
Du gør klogt i at kontakte en advokat, der er specialist i arveret, for at få bistand til en eventuel retssag mod dine søskende om fortolkningen af din fars testamente.
J.G./E.F.