• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Problemer med træer tæt ved skel

Kan I oplyse, hvor høje naboens træer må være, når de står cirka halvanden meter fra skellet?
Jeg har hørt, at sådanne træer kun må være cirka to meter plus afstanden til skel.
Er det rigtigt?
Gælder der særlige regler for de grene, der rager ind over skel?
Findes der en folder eller pjece med information om træers højde m.v.?
"S.H."

Svar:
Dansk lovgivning indeholder ingen regler om træers højde. Derfor kan din nabo fuldt ud lovligt have et 10, 20 eller 30 meter højt træ, som står cirka halvandet meter fra skellet ind til dig.
Har din nabo derimod en række træer, der står med kort afstand og tæt på skellet, kan der være tale om et såkaldt eget hegn. Men det forudsætter, at der er tale om en ubrudt række af træer i det meste af skellets længde.
Hvis din nabo har et sådant eget, er det korrekt, at hegnsloven indeholder regler for højden. Hegnet må i givet fald have samme højde som fælleshegnet i skellet plus afstanden fra fælleshegnet til træerne. Eller lad os sige det med et eksempel. Er fælleshegnet 1,8 meter højt, og står rækken af træer 50 centimeter fra skellet, må dette hegn, dvs. rækken af træer, have en højde på 2,3 meter.
Den omtalte regel om højden på egne hegn gælder ikke for spredte træer, der står i samme afstand fra skellet. Her er der som omtalt ingen begrænsninger i højden.
Uenighed om enkeltstående træers højde kan kun afgøres af domstolene, og det sker i givet fald ud fra dommernes skøn over, hvad man med rimelighed skal finde sig i af gener, fx skyggevirkninger, fra høje træer.
Her får du et kort citat af en dom på dette område:
"Nabo kunne ikke kræve 2 pæretræer på 12 m og 6 m fældet eller beskåret. Selv om det var forståeligt, at naboen opfattede træerne som generende, fandtes de påberåbte gener ikke at burde karakteriseres som så betydelige og væsentlige, at det på nuværende tidspunkt kunne medføre krav om fældning eller nedskæring af træerne".
I stedet for at blive uvenner med din nabo, gør du klogt i at forsøge at aftale dig til rette, fx ved at tilbyde, at du vil betale for fældningen af naboens træer, fordi de giver dig gener. Det vil være langt lettere og sandsynligvis meget billigere end at vove dig ud i en besværlig retssag, som kan falde ud til begge sider.
Hegnsloven indeholder to regler om de grene, der rager ind over din grund. Nemlig følgende:
1) "Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinien".
2) "Grene, der på grund af alder, råd el.lign. skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne".
Os bekendt finder der ingen gratis pjecer med information om træers højde m.v.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Anden juridisk rådgivning

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2023 · JuraEksperten.dk · Kontakt