-Må jeg hjælpe det ene af mine tre børn med udbetalingen på et hus?
-Hvordan sikrer jeg mig, at mine to børn ender med at få lige meget, når det ene køber sommerhuset til en særlig attraktiv pris?
Selv om de fleste af os ikke har lyst til at tænke på, at vi engang skal herfra, kommer døden – i form af arveretlige spørgsmål – ind på en klar førsteplads, når det gælder spørgsmål til vores brevkasse. Folk vil være sikre på, at deres værdier, hvis de da ellers efterlader sig nogen, havner de rigtige steder, og at staten ikke tager en alt for stor mundfuld af dem. Desuden vil børn og andre arvinger have vished for, at værdierne fordeles på korrekt vis, så ingen bliver forfordelt eller får særlige fordele.
En del af denne sikkerhed og retfærdighed kan du opnå, inden du skal herfra. Nemlig ved at benytte arveforskud, hvis et eller flere af dine børn har fået en økonomisk håndsrækning eller en fordel i forbindelse med en hushandel.
Du skal især overveje arveforskud, hvis du hjælper nogle af – men ikke alle – dine børn med et økonomisk tilskud. Og her er der ret så vide økonomiske grænser for at gøre det afgiftsfrit, idet du i 2017 kan give hvert af dine børn et afgiftsfrit arveforskud med et værdi på op til 62.900 kr., og det samme kan din eventuelle ægtefælle gøre, dvs. I kan tilsammen give hvert af jeres børn et afgiftsfrit arveforskud på op til 125.800 kr.
De omtalte beløb bliver højere i 2018, for de pristalsreguleres pr. 1. januar hvert år, så næste år kan du yde lidt større afgiftsfri arveforskud til dine børn.
Når et afgiftsfrit arveforskud sikrer retfærdighed i sidste ende, hænger det sammen med, at det bliver regnet med ved opgørelsen af dit dødsbo, men kun i relation til fordelingen af arven mellem dine børn, børnebørn osv.
Hjælper du fx det ene af dine tre børn med et kontant beløb på 100.000 kr., som du giver barnet i form af to afgiftsfri arveforskud (i december sidste år og på nuværende tidspunkt i indeværende år), bliver beløbet lagt oven i de øvrige værdier, når du engang dør. Efterlader du dig værdier for 500.000 kr., beregnes arven til hvert af dine børn som en tredjedel af 600.000 kr., dvs. 200.000 kr. i arv til hvert af dine tre børn. Men da det ene har modtaget 100.000 kr. i arveforskud, ender regnestykket med, at de to andre børn får 200.000 kr. i arv, mens det barn, du gav forskuddet, får 100.000 kr. fra dødsboet – og dermed har barnet i alt modtaget det samme som sine søskende.
Hvis du i stedet havde givet det pågældende barn pengene uden skriftligt at præcisere, det skulle være arveforskud, ville barnet komme til at arve det samme som sine søskende, dvs. hvert af dine tre børn ville komme til at arve ca. 167.000 kr. Og dermed ville det pågældende barn i alt få 100.000 kr. mere end sine søskende.
Som understreget kan du kun være sikker på, at beløbet bliver behandlet som et arveforskud, hvis det står i dokument, som både du og modtageren har underskrevet personligt. Nemlig i en såkaldt arveforskudskontrakt, der tillige bør dateres.
Når du giver et arveforskud, kan du frit fastsætte vilkår for det, fx bestemme at pengene skal være modtagerens særeje – i bedste fald såkaldt kombinationssæreje. Dette vilkår skal blot stå i det omtalte dokument, dvs. i arveforskudskontrakten.
Holder du arveforskuddet under de afgiftsfri grænser, skal du ikke foretage dig noget i relation til offentlige myndigheder. Men går du ud over den omtalte grænse, skal du give den lokale afdeling af told og skat oplysning om arveforskuddet, og modtageren af det kommer til at betale afgift.
Skulle du have behov for at give større arveforskud end de omtalte beløbsgrænser, kan du med fordel overveje, om du i stedet skal låne dit barn, barnebarn osv. det overskydende beløb i form af et rentefrit familielån. Du kan nemlig altid få lyst til at give den pågældende et nyt afgiftsfrit arveforskud næste år, og det kan du gøre ved at nedskrive gælden på det rentefri familielån.
Får du behov for at kombinere afgiftsfri arveforskud med rentefri familielån, skal du være opmærksom på, at sådanne lån skal indeholder særlige vilkår om opsigelse, hvis du og låntageren vil undgå negative skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser.
—
Jeg udformer dit eller jeres testamente på baggrund af grundig individuel rådgivning for KUN 1.800 kr. inklusiv moms:
www.DitTestamente.dk
Hvis du ønsker at købe dit testamente et andet sted, så læs forinden denne advarsel:
PAS PÅ nogle testamentetilbud