Vi er fire par – tre søskende og en fætter – der har et sommerhus. Nu vil to af parrene gerne ud af det, fordi vi ikke længere bruger huset og hellere vil ud at rejse.
Da vi købte huset for en del år siden, fik vi aldrig skrevet eller talt om en mulighed for exit. De to andre hold ønsker ikke at sælge sommerhuset eller købe vores andele af det.
Kan I oplyse, hvad vi kan gøre i den omtalte situation?
”B og S”
Svar:
JA!
De to par, der ønsker at komme af med deres andele af sommerhuse, kan opsige deres deltagelse i samejet og kræve sommerhuset solgt. Hvis der ikke kan opnås enighed om salg via en mægler, kan de via fogedretten begære en frivillig auktion. Det kan de to andre par ikke forhindre.
Ved en sådan auktion kan de to par, der ikke ønsker at sælge deres andele, byde på hele ejendommen, lige som alle andre kan byde på ejendommen.
En frivillig auktion vil sandsynligvis være en økonomisk dårlig løsning. Men det er den eneste mulighed for at få solgt jeres andele af huset, medmindre de to andre par kommer på andre tanker.
Da I købte huset, burde I have oprettet en samejeoverenskomst med klare spilleregler for alle tænkelige situationer, herunder om opsigelse og opløsning af samejet.
J.G./E.F.