Min samlever ejer et sommerhus sammen med sine to søskende. Men da vi aldrig bruger sommerhuset, ønsker min samlever at overdrage sin tredjedel til sine søskende.
De to søskende skal ikke betale noget for min samlevers andel af sommerhuset. Han vil bare ud af det.
Kan min samlever blive slettet på skødet?
Kan I oplyse, hvad der skal laves af papirarbejde i denne sammenhæng?
"P.R.
Svar:
NEJ! og JA!
Din samlever kan ikke bare blive "slettet på skødet ".. Der skal laves en aftale, hvor hans to søskende overtager hans andel, og aftalen skal efterfølgende veksles til et skøde, som tinglyses digitalt ved Tinglysningsretten i Hobro.
Din samlevers andel af sommerhuset skal sættes til den reelle pris, for ellers er der tale om gaver, som hans to søskende skal betale indkomstskat af.
Din samlever gør klogt i at købe juridisk bistand, såfremt han vil af med sin andel af sommerhuset, eller såfremt han vælger at beholde sin andel, men giver sine søskende den fulde brugsret til huset på særlige vilkår, fx at de påtager sig den fulde vedligeholdelse af grunden og ejendommen.
J.G./E.F.