I har skrevet i et af jeres svar, at man ved hjælp af en gaveægtepagt kan overføre alt, hvad man ejer til sin kone, hvis man vil undgå, at ens særbørn arver noget.
Kan man lave en gaveægtepagt, hvor alt overføre til ens kone, men hvor det hele bliver stående i mandens hjem, såfremt konen dør først?
Kan konens børn eventuelt give tilladelse til, at alt indbo m.v. forbliver i enkemandens hjem?
”J.H.”
Svar:
NEJ! og JA!
Juridisk set kan der ikke laves en gaveægtepagt som den omtalte. Alt kan overføres til konen via en gaveægtepagt, men der kan ikke stilles betingelser, fx at den hidtidige ejer skal have brugsret til indbo m.v., hvis den pågældende bliver den længstlevende i ægteskabet.
Til gengæld kan den ægtefælle, der kommer til at stå som ejer af det hele, oprette et testamente, hvor hun indsætter sine børn til at arve alt, men hvor der er vilkår om, at hendes ægtefælle skal have brugsret til bil, indbo osv., indtil han dør.
Ægtefællerne vil ud over ægtepagten have behov for et testamente, hvor den person, der forærede sin kone alt, giver afkald på arv efter sin ægtefælle. Ellers står enkemanden til at arve halvdelen af sin kones værdier.
Et arrangement som det omtalte gør man klogt i at købe juridisk bistand til, da resultatet ellers let kan blive et andet end det, som man ønskede.
J.G./E.F.