Min svigermor vil gerne give hvert af sine børn en gave på 50.000 kr. Men da en del af hendes formue står i aktier, og da aktiemarkedet ikke går godt for tiden, er hun ked af at sælge på nuværende tidspunkt.
Kan min svigermor give de omtalte gaver i form af aktier?
Er der andre muligheder, fx et gældsbrev?
“S.B.”
Svar:
To gange JA!
Din svigermor kan godt give afgiftsfri gaver i form af gældsbreve, men kun såfremt de er reelle, dvs. modtagerne kan kræve gælden indfriet.
Ligeledes kan din svigermor forære hvert af sine børn en portion aktier, hvor kursværdien maksimalt må være 58.700 kr. per den dag, hvor gaven bliver givet. Det er nemlig den maksimale grænse for afgiftsfri gaver til børn i indeværende kalenderår.
Det bliver så op til modtagerne af aktierne, om de straks vil sælge dem, eller de vil beholde aktierne og håbe på, at de stiger i værdi.
Inden din svigermor eventuelt skiller sig af med nogle af sine aktier, gør hun klogt i at få beregnet, hvad overdragelsen bevirker for hende rent skattemæssigt.
J.G./E.F.