Min ekskone og jeg blev skilt i januar, hvor alt blev delt. Men på grund af huspriserne i området, så valgte vi, at vi fortsat ejer huset sammen.
Jeg har min adresse i huset, mens min ekskone bor et andet sted. Vi betaler hver især halvdelen af de faste udgifter, mens jeg alene betaler forbrugsudgifterne.
Ind imellem låser min ekskone sig ind i huset for at kontrollere, om alt er i orden.
Kan jeg forlange, at hun skal aflevere sine nøgler, så hun for fremtiden kun kan komme ind efter aftale med mig?
Må jeg omkode låsene i huset?
Er der andet, som jeg kan gøre?
”N.N.L.”
Svar:
NEJ!, NEJ! og MÅSKE!
Når I ejer huset halvt om halvt, dvs. i lige sameje, har I begge ret til at låse jer ind i det. Derfor kan du ikke tvinge din ekskone til at aflevere nøglerne til dig eller forbyde hende adgang til huset.
Du må heller ikke omkode låsene, medmindre din ekskone vil være med til det.
Men du kan måske gøre din ekskone mere forhandlingsvenlig, hvis du meddeler, at du flytter fra huset, såfremt hun fortsat låser sig ind, uden det på forhånd er aftalt med dig.
J.G./E.F.