Min kone har været mig utro, og det bevirkede, at jeg ville skilles. Derfor har vi talt om vilkårene, hvor vi blandt andet var enige om, at jeg skulle købe min kones halvdel af ejendommen for en bestemt pris.
Nu har vi valgt at give ægteskabet endnu en chance. Men jeg vil sikre mig, at jeg kan overtage huset til den aftale pris, hvis forholdet alligevel ikke går. Derfor agter jeg at overtage hendes halvdel nu, og jeg er godkendt af bank m.v. til dette køb.
Kan I oplyse, hvordan jeg sikrer, at huset forbliver mit, hvis vi igen når frem til, at vi skal skilles?
Er det en aftale, som vi selv kan skrive på et stykke papir?
”K.O.”.
Svar:
JA! og NEJ!
I kan ikke skrive ned, hvordan jeres fællesbo skal deles, hvis I på et tidspunkt skulle blive skilt. En sådan aftale vil ikke være juridisk gældende, dvs. den sikrer ikke, at du beholder huset til en i forvejen aftalt pris.
I stedet skal du overtage din kones halvdel af huset, så du bliver tinglyst ejer af hele ejendommen. Derefter skal I have tinglyst en ægtepagt, hvor ejendommen bliver dit særeje, og hvor værdier svarende til halvdelen af husets aktuelle friværdi gøres til din kones særeje. Alt andet skal fortsat være jeres fælleseje.
Skulle det senere ende med en skilsmisse, beholder du huset – og dermed hele friværdien i det – mens jeres fælleseje skal deles.
J.G./E.F.