Vi fik nye naboer for cirka tre måneder siden, og de har en halvvoksen Labrador, som hurtigt fandt vej gennem hækken til vores have. Hunden er meget legesyg og venlig, men vi ønsker ikke, at den næsten dagligt strejfer om hos os.
Selv om vi flere gange har bedt naboerne holde deres hund i deres egen have, sker der ikke noget. De undskylder og lover, at det ikke gentager sig. Men det fortsætter alligevel.
Er der lovregler, som vi kan henvise til?
Kan I oplyse, hvad vi kan gøre, hvis det fortsætter?
"S.W."
Svar:
To gange JA!
I kan henvise til § 1 i lov om mark- og vejfred, for her står følgende:
"Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget".
Hvis ejerne af hunden fortsat lader den strejfe om på jeres grund, kan I låse hunden inde og meddele ejerne, at de kun får den udleveret mod at betale såkaldte optagelsespenge. Det kan I efter nogle gamle og utidssvarende regler i lov om mark- og vejfred.
Men måske er det bedre blot at skræmme hunden, så den ikke får lyst til igen at komme ind til jer, for det har I ret til at gøre efter den omtalte lov:
"Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret herved kommer til skade eller omkommer".
J.G./E.F.