• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Min lejer har ikke holdt huset

Jeg har et hus, som har været udlejet til den samme mand siden 1992. Huset er et dobbelthus på 74 kvadratmeter og fra 1986. Den ældre mand har i alle årene betalt 3.000 kr. pr. mdr. i husleje plus udgifterne til sit forbrug, og han har betalt 9.000 kr. i indskud.
Da min lejer flyttede ind i huset, var det nymalet og indflytningsklar, men siden da er der ikke gjort noget ved huset indvendigt. Alt er nu beskidt, og et skab og gulvet under køleskabet er ødelagt.
Aftalen var, at min lejer selv skulle holde huset og haven, hvad jeg ikke mener, at han har gjort.
Kan I oplyse, hvordan jeg skal forholde mig i tilfælde af, at min lejer flytter på plejehjem eller dør?
Kan jeg kræve noget af boet til istandsættelse ved et dødsfald?
“U.B.”

Svar:
JA! og MÅSKE!
Hvis din lejer flytter, fx på plejehjem, skal han opsige lejemålet og aflevere det i den aftalte stand. Derfor afhænger det af lejekontrakten, hvad du kan forlange af istandsættelse ved fraflytning.
Står der i lejekontrakten, at huset skal afleveres i samme nymalede stand, som det var i, da lejeren flyttede ind, kan du forlange, at lejeren sørger for – eller betaler for – en sådan istandsættelse. Desuden kan du forlange, at lejen betaler for at få udbedret de skader, han har forårsaget i lejemålet.
Det samme gælder i tilfælde af lejerens død. Her skal du rette kravet mod dødsboet, og det får du dækket, hvis der er midler i dødsboet. Men bliver dødsboet udlagt til dem, der sørger for begravelsen, som et såkaldt boudlæg, fordi der kun er få værdier (aktiver for under 38.000 kr. efter betaling af begravelsen), kan du ikke komme igennem med et krav mod boet. Til gengæld har du fortsat det indbetalte indskud på 9.000 kr., som du kan modregne i.
Du skal huske at gøre dine eventuelle krav gældende inden 14 dage efter, at lejemålet er fraflyttet. Det fremgår af lejelovens § 98 stk.2:
“Udlejeren kan ikke gøre krav gældende, når der er forløbet mere end 2 uger fra fraflytningsdagen. Dette gælder dog ikke, hvis mangelen ikke kan erkendes ved anvendelse af sædvanlig agtpågivenhed eller lejeren har handlet svigagtigt”.
J.G./E.F.

 

Skrevet i: Brevkasse - Private lejemål

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt