• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Jeg kan ikke forlænge lejeaftalen

Jeg har en ejerlejlighed, som er udlejet på en tidsbegrænset kontrakt, så lejemålet ophører efter to år uden yderligere opsigelse. Min lejer skal fraflytte senere på året, men da jeg ikke er klar til selv at flytte ind, har lejer spurgt, om lejemålet kan forlænges, fx med et år.
Jeg kan ikke gå med til en forlængelse, for det medfører, at lejeloven træder i kraft, således at min lejer kan blive boende, indtil hun en dag selv ønsker at flytte.
Da jeg gav min lejer den omtalte begrundelse, foreslog hun, at hun i stedet kunne opsige lejemålet til fraflytning, fx til et tidspunkt et år efter at den tidsbegrænsede lejeaftale udløber.
Vil det være en holdbar løsning?
Er der nogen grænse for hvor lang en opsigelse fra en lejer kan være?
“K.L.”

Svar:
JA! og TJA!
Lad os indledningsvis rette en misforståelse, for din begrundelse for ikke at forlænge det tidsbegrænsede lejemål er juridisk forkert. Der gælder ingen to års regel, når en ejer af en bolig foretager en tidsbegrænset udlejning, dvs. den kan udmærket være på flere end to år. Ligeledes kan et tidsbegrænset lejemål forlænges, fx med et år, blot det er “tilstrækkeligt begrundet i udlejerens forhold”.
Juridisk set kan den anden løsning også benyttes, dvs. hvor din lejer opsiger lejemålet til fraflytning på et senere tidspunkt, og hvor du accepterer, at opsigelsen rækker ud over den oprindelige tidsbegrænsning i lejekontrakten.
Lejeloven angiver ingen tidsmæssig grænse for det varsel, som en lejer indsætter i sin opsigelse. Men da lejeloven er en social beskyttelseslov, vil en lejer sandsynligvis kunne slippe fri af sin opsigelse, hvis den er afgivet med et urealistisk langt varsel, fx med fem års varsel.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Private lejemål

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt