Jeg har ejet et sommerhus i fire år og haft et godt naboskab indtil for få måneder siden. Men pludselig har naboen set sig sur på mit nye hegn.
I efteråret 2016 indvier jeg min nabo i mine planer om at udskifte en hæk med et træhegn. Naboens kommentar er, at det kan jeg bare gøre.
For kort tid siden får naboen en landinspektør til at opmåle sin grund. Da det er gjort, beder naboen mig om at fjerne ca. 50 cm af mit nyopsatte træhegn, fordi det efter opmålingen skulle stå på hans grund.
Det nyopsatte hegn er placeret således, at jeg efter bedste overbevisning fik det sat op på min grund i forhold til den bestående hæk?
Kan naboen virkelig forlange, at jeg skal fjerne en del af hegnet?
”B.T.”
Svar:
MÅSKE!
Hvis dit hegn rager ind på naboens grund, og hvis du ikke har vundet hævd på en del af naboens grund, kan du tvinges til at fjerne den del, der står på naboens grund.
Du kan eventuelt prøve at tage en snak med den landinspektør, der har opmålt naboens grund. Men vil du anfægte hans opmåling, bliver du sandsynligvis nødt til at allierede dig med en anden landinspektør for at få efterprøvet det skel, hvor du har opsat hegnet. Men du skal indstille dig på en større regning for en sådan skelafsætning. Måske en regning på 15.000 til 20.000 kr..
J.G./E.F.