Jeg bor i en andelsboligforening, hvor der er valgt en ny bestyrelse, som forlanger at få udleveret nøgler til alle lejligheder.
Bestyrelsen har ligeledes meddelt, at hvis jeg ikke afleverer nøglen, kan jeg ikke få noget repareret i min lejlighed.
Jeg mener at have læst, at en bestyrelse ikke har ret til at kræve adgang til lejligheder. I stedet skal den tilkalde en låsesmed, hvis det bliver nødvendigt at komme ind i lejligheden pga. opståede skader.
Vi er en del beboere, som er utilfredse med at have en nøgle hængende på kontoret.
Kan I afgøre, hvem der har ret?
”J.K.”
Svar:
JA!
Hvis det fremgår af vedtægten for den pågældende andelsboligforening, at bestyrelsen har ret til at have nøgler til lejlighederne, kan bestyrelsen stille det omtalte krav. Ellers ikke.
Når det gælder en andelsboligforening, kan lejelovens regler om adgang til de enkelte boliger bruges analogt. Derfor er det noget juridisk vrøvl, at du ikke kan få noget repareret i din lejlighed, hvis du ikke afleverer en nøgle.
I stedet skal bestyrelsen varsle eventuelle arbejder efter følgende regel (§ 55 i lejeloven):
”Udlejeren kan med 6 ugers varsel iværksætte arbejder i det lejede, når udførelsen ikke er til væsentlig ulempe for lejeren
Stk. 2. Inden iværksættelse af andre arbejder har lejeren krav på 3 måneders varsel.
Stk. 3. Udlejeren kan dog altid uden varsel foretage uopsættelige reparationer i det lejede.
J.G./E.F.