Min mand er alvorligt syg og lægerne giver ham desværre ikke mange chancer for at overleve. Det har naturligvis sat mange tanker i gang, og efter en snak med vores børn har jeg to spørgsmål:
Er det rigtigt, at en enke ikke kan sælge sit hus, hvis hendes navn ikke står på skødet?
Er det rigtigt, at fælles børn skal skrive under på, at deres mor kan sidde i uskiftet bo?
”A.L.”
Svar:
JA! og NEJ!
En enke kan ikke sælge huset, medmindre hun forinden står som ejer på skødet. Men det kan enken til gengæld komme til på en meget enkel måde.
Når boet bliver udlagt – i dette tilfælde som et uskiftet bo – kan enken via attesten fra skifteretten blive tinglyst ejer af huset. Det udløser et tinglysningsgebyr på 1.660 kr.
Hvis du i tilfælde af din mands død ønsker at overtage det hele for at sidde i uskiftet bo med jeres fælles børn, så har du ret til det. Jeres børn skal hverken spørges eller skrive under på noget. Du indgiver blot en anmodning om uskiftet bo til skifteretten. Når boet få uger senere bliver udlagt til uskiftet bo, har du den attest, som du skal bruge for at blive tinglyst ejer af huset.
J.G./E.F.