• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Vi vil overdrage sommerhuset til vore to børn…

Vi overvejer at sælge vores sommerhus til vores to børn. Ejendomsværdien er 1.0 millioner kr., mens handelsværdien skønsmæssigt udgør 1,5 millioner kr. Der er ingen gæld i huset.
Kan vi oprette rente-og afdragsfri lån, der nedskrives løbende med det beløb, som vi må give vores børn?
Kan vi begge anvende det fulde gavebeløb?
Det er kun min mand, der står på skødet.
Kan det udløse skat, såfremt børnene sælger huset?
Kan vi fortsat anvende huset i ferieperioder uden lejebetaling?
Vi har i vores testamente oprettet skilsmissesæreje for børnene. Gælder dette særeje også for ovennævnte ordning, uden vi skal have lavet tilføjelser til testamentet?
”J.G.”

Svar:
UPS for en mundfuld!
Sommerhuset kan sælges til jeres to børn for den seneste kontante ejendomsværdi minus 15 procent – og det giver i dette tilfælde en salgspris på 850.000 kr.

Børnene kan udmærket betale for huset ved at underskrive rente- og afdragsfri lån, men det forudsætter, at der i gældsbrevene er såkaldte anfordringsvilkår, fx følgende:
”Långiver kan til enhver tid med otte dages varsel kræve hele restgælden indfriet”

Når din mand står alene på skødet, er det kun din mand, der kan yde de omtalte lån til huskøbet og nedskrive lånene med årlige afgiftsfri gaver, hvor han i 2017 må give hvert barn 62.900 kr.
Du kan også give hvert af jeres to børn et lignende afgiftsfrit beløb, men du skal selv have penge til at gøre det, fx på din bankopsparing. Børnene kan derefter bruge dine gavepenge, som de vil, fx til at afdrage på lånene hos din mand.
Hvis børnene rent faktisk bruger sommerhuset i en periode, og hvis grunden er mindre end 1.400 kvadratmeter, vil de skattefrit kunne beholde en eventuel fortjeneste ved et salg af huset.
Bruger du og din mand fortsat huset, efter det er solgt til jeres børn, kan det udløse negative skattemæssige konsekvenser for såvel jer som for jeres børn.
Vilkåret i jeres testamente om skilsmissesæreje har ingen betydning i en sag, hvor I sælger et sommerhus til jeres børn. Børnene arver jo ikke huset, og det omtalte særeje gælder kun for det, som børnene arver efter jer.
Sommerhuset kommer heller ikke til at tilhøre jeres børn som skilsmissesæreje, selv om de får eftergivet deres lån med årlige afgiftsfri pengegaver, som I har gjort til skilsmissesæreje.
Som det fremgår af svarene ovenfor gør I klogt i at købe juridisk assistance til at få en handel som den omtalte på plads.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Økonomiske fordele i familien

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt