Efter råd fra en advokat, flyttede min mand og jeg fra hinanden for fire år siden, hvorefter vi blev skilt. Var vi blevet sammen, ville skattevæsenet have fået mulighed for at tage mit særeje, fordi min mand havde oparbejdet en stor skattegæld. Desuden havde vi en krise i vort forhold.
Nu er min eksmand og jeg begyndt at se meget til hinanden igen. Men jeg er usikker på, hvad der sker, hvis vi får flytter sammen, for min mand har fortsat gæld til skattevæsenet.
Kan skattevæsenet gå efter mine værdier i den situation?
Kan I ellers give mig et godt råd?
“V.S”
Svar:
NEJ! og MÅSKE!
I modsætning til private kreditorer kan skattevæsenet gøre udlæg i en ægtefælles værdier, hvis den anden ægtefælle har oparbejdet en skattegæld under ægteskabet, og hvis ægtefællerne fortsat lever sammen. Der kan foretages udlæg i såvel fælleseje som særeje, dog forudsat at der forgæves er forsøgt udlæg hos den ægtefælle, der skylder skattevæsenet penge.
Din hæftelse for din eksmands gamle skatter genopstår ikke, hvis I flytter sammen, efter I er blevet skilt. Derfor kan du roligt genoptage samlivet med din eksmand.
Skulle du have lyst, kan du gifte dig med din eksmand igen, uden at skattevæsenet får mulighed for at gå efter dine værdier på grund af din eksmands gamle gæld. Det er nemlig kun den gæld, der er oparbejdet under ægteskabet, som skattevæsenet kan forsøge at inddrive hos den anden ægtefælle. Og den omtalte gæld blev oparbejdet under jeres tidligere ægteskab.
Hvis du gifter dig med din eksmand, gør du klogt i at få fuldstændigt særeje, lige som det bør overvejes, om din eksmand skal give personligt afkald på al arv efter dig.
J.G./E.F.