Vi har en ejerlejlighed, der er udlejet til vores barnebarn og en studerende, som hun kender. Nu ønsker den studerende at flytte sammen med sin kæreste, og derfor vil vores barnebarn også gerne bo sammen med sin kæreste.
Da vi ikke bryder os om kæresten, vil vi gerne give vores barnebarn mulighed for at smide ham ud med øjeblikkelig varsel, hvis forelskelsen fordufter. Men kan vi det, hvis han lejer lejligheden sammen med vores barnebarn?
Er der andre muligheder?
”I.O.”
Svar:
NEJ! og JA!
I kan nøjes med at udleje hele lejligheden til jeres barnebarn, som kan lade sin kæreste flytte ind, lige som de indbyrdes kan aftale, hvad kæresten økonomisk skal bidrage med.
Jeres barnebarn kan også videreudleje, dvs. fremleje, et værelse til sin kæreste, men i så fald kan hun ikke smide ham ud ”med øjeblikkelig varsel”. I stedet kan hun opsige lejemålet med en måneds varsel til fraflytning med udgangen af en kalendermåned.
Vælger I derimod at oprette en lejekontrakt, hvor både jeres barnebarn og hendes kæreste er anført som lejere, har de lige ret til lejemålet – også hvis ”forelskelsen fordufter”.
J.G./E.F.