Jeg bor til leje i en etageejendom, hvor nogle af beboerne ryger, når de går på trappeopgangen, hvilket vi andre er utilfredse med.
Kan vi kræve, at trappeopgangen holdes røgfri i henhold til rygeloven?
”K.O.”
Svar:
TJA!
Da lov om røgfri miljøer ikke omtaler beboelsesejendomme, anser vi det for tvivlsomt, om I kan bruge loven til at holde trappeopgangen røgfri.
I stedet kan I bruge lejelovens regler om beboerrepræsentation til at få vedtaget en husorden med forbud mod at ryge på rappeopgangen. Muligheden findes i lejelovens § 67:
”Er der valgt beboerrepræsentanter, kan et beboermøde vedtage en husorden. Den skal være gældende, medmindre udlejeren har vægtige grunde til at modsætte sig dette”.
Tag eventuelt en snak med udlejeren, for de fleste udlejere vil frivilligt indføre et forbud som det omtalte, hvis der er lejere, som ønsker det.
J.G./E.F.