For et par måneder siden købte vi to flybilletter til Kreta og bestilte syv dages ophold på et hotel. Nu er flyet aflyst, og vi kan ikke finde andre flyafgange, der passer til vores hotelophold.
Ved bestillingen af hotellet accepterede vi følgende vilkår: ”ikke refunderbart”.
Kan vi forlange, at flyselskabet skal erstatte vores tab, fordi vi som følge af aflysningen ikke kan bruge hotelopholdet?
Er der ingen regler, der hjælper os i den omtalte situation?
”H.J.”
Svar:
To gange NEJ!
Når I selv sammensætter jeres rejse ved at købe flybilletter på en hjemmeside og hotelophold på en anden, så er det jeres ansvar, hvis I ikke kan bruge hotelopholdet alligevel. I kunne i stedet have valgt en bestilling – typisk noget dyrere – med mulighed for at afbestille hotelopholdet.
Dansk lovgivning indeholder ingen regler, der hjælper jer, når I selv har accepteret et vilkår som det omtalte.
J.G./E.F.