Vi ejer et helårshus i et område, hvor der ikke er bopælspligt, og det bruger vi som fritidshus. I et tilhørende anneks findes et værelse med eget bad og toilet, og det er der en ung mand, som ønsker at leje.
Da huset står tomt en del af året, kan vi se en fordel i at leje værelset ud. Men vi er i tvivl om det kan betale sig rent skattemæssigt.
Så vidt vi har kunnet læse, vil 10.000 kr. af lejeindtægten være skattefri.
Er det rigtigt?
Gælder der samme regler for helårshuse, der bruges som fritidsboliger, som for egentlige sommerhuse?
Hvis vi udlejer, vil vi forlange en husleje på 2.000 kr. inkl. vand og varme.
”C.G.”
Svar:
To gange NEJ!
Hvis I ejede et sommerhus, ville I skattefrit kunne udleje huset for op til 10.400 kr. i år, såfremt I selv stod for udlejningen. Lejede I derimod sommerhuset ud via et udlejningsbureau, ville op til 20.700 kr. være skattefri.
Når der ikke er tale om et sommerhus, men derimod et helårshus, som I ejer og bruger – i dette tilfælde som fritidsbolig – er det efter vores vurdering de skattemæssige regler for udlejning af værelse, der gælder. Det betyder, at I skattefrit kan have en lejeindtægt fra et værelse på 1 1/3 procent af ejendomsværdien, dog minimum på 24.000 kr.
Hvis I vil være helt sikre, kan I med fordel få et bindende svar hos Skat. Det koster 400 kr., men ventetiden kan være op til tre måneder.
J.G./E.F.