Vi har de seneste to et halvt år boet til leje hos et privat udlejningsselskab, og i hele perioden har vi kæmpet med skimmelsvamp. Gentagne gange har vi forsøgt at vaske det væk med Rodalon og andre midler, fordi vi troede, at det var vores pligt. Men det kommer igen, og nu er vores søn på halvandet år påvirket af skimmelsvampen. Han er konstant forkølet og hoster meget.
Er det for sent at bede boligselskabet fjerne skimmelsvampen?
Hvis boligselskabet ikke vil gøre noget, kan vi så flytte, uden vi først skal sige op og vente i tre måneder?
”R.J.”
Svar:
NEJ! og MÅSKE!
Hvis der er skimmelsvamp i et lejemål, så er det en mangel, som I kan forlange, at udlejeren straks og gratis skal udbedre.
Nægter udlejeren at udbedre manglen, kan I ophæve lejemålet og fraflytte uden opsigelse, men kun hvis der er tale om en væsentlig mangel, se lejelovens § 12 stk. 1:
”Er det lejede mangelfuldt som nævnt i § 11, og afhjælper udlejeren ikke straks mangelen, eller kan den ikke afhjælpes inden for rimelig tid, kan lejeren hæve lejeaftalen, hvis mangelen må anses for væsentlig eller udlejeren har handlet svigagtigt”.
I kan eventuelt kontakte kommunens tekniske forvaltning for at få den til at afgøre, om lejemålet er så hårdt angrebet af skimmelsvamp, at det ikke egner sig til beboelse.
J.G./E.F.