Min mor har forgæves forsøgt at sælge sin andelsbolig de seneste to år. Da hun købte den, betalte hun 480.000 kr., men nu er værdien sat til nul.
Inden længe vil min mor ikke være i stand til at betale af på sit boliglån, hvor hun fortsat skylder 310.000 kr., for så er hendes opsparing brugt op. Og min mor kan ikke betale boligafgift og afdrag på banklånet ud af sin løbende indtægt, der består af ATP og folkepension.
Har min mor udsigt til at få en gældssanering?
Det er jo ikke min mors skyld, at andelsboligen har mistet hele sin værdi.
”S.K.”
Svar:
MÅSKE!
Hvis din mor udelukkende har sin folkepension og de månedlige udbetalinger fra ATP, og hvis hun ikke har udsigt til at få andre indtægter, kan hun forsøge at få en gældssanering.
Da din mor er ramt af tidernes ugunst på boligmarkedet, har skifteretten mulighed for at åbne en gældssanering i et tilfælde som det omtalte.
Som tommelfingerregel skal din mors gæld være ca. 20 gange større end hendes samlede månedlige nettoindkomst, før en gældssanering kan blive en realitet. Og det vil sandsynligvis være opfyldt efter det oplyste.
J.G./E.F.