I februar i år købte jeg et hus på en tvangsauktion, men ved en fejl blev der indbetalt et for stort beløb i sikkerhed. Nu har jeg haft fat i fogedretten, der bekræfter, at jeg har penge til gode, men at de først kan udbetales, når jeg har fået tinglyst et skøde.
Er det ikke op til fogedretten at sørge for tinglysningen?
Kan I oplyse, hvordan jeg får tinglyst et skøde?
Der er tale om en meget forfalden ejendom, som jeg i alt har betalt godt 81.000 kr. for.
”K.J.”
Svar:
NEJ! og JA!
Det er fogedretten, der udformer et auktionsskøde, men først når du anmoder om det.
I den forbindelse skal du have en udskrift af fogedbogen, og hvis du endnu ikke har det, kan du få det ved at betale et gebyr på 175 kr.
Udskriften skal du sende/indlevere til fogedretten sammen med de erklæringer, hvor advokat og eventuelle panthavere bekræfter, at de har modtaget deres betaling (dvs. de såkaldte samtykkeerklæringer). Derefter udstedet fogedretten gratis et auktionsskøde.
Når du modtager auktionsskødet fra fogedretten, skal du selv sørge for den digitale tinglysning af skødet. Her skal betales 0,6 procent i tinglysningsafgift af ejendommens seneste kontante ejendomsvurdering plus et tinglysningsgebyr på 1.660 kr.
J.G./E.F.