I maj solgte vi vores hus for at flytte i en lejebolig, og vi gav et større afslag i prisen. Der blev lavet tilstandsrapport, men køber undlod at tegne en ejerskifteforsikring.
Nu har vi modtaget et langt brev fra købers advokat, hvor vi bliver bedt om at redegøre for en række forhold, fx om nogle små revner i fundamentet. Advokater skriver intet om, hvorfor vi skal svare på hans spørgsmål, og derfor er vi bange for, at vi kan komme i klemme ved at svare på brevet.
Har vi pligt til at besvare advokatens spørgsmål?
Er det ikke købers ansvar, hvis køber lader være med at tegne en ejerskifteforsikring?
Kan I give os et godt råd?
”H.P.”
Svar:
NEJ!, BÅDE-OG! samt MÅSKE!
I har ikke pligt til at svare advokaten, men har I givet alle de relevante oplysninger – herunder om fejl og mangler, som I kender til – så er der ikke noget, advokaten kan bruge jeres svar til.
Efter det oplyste vil vi anbefale, at I beder advokaten skriftligt forklare, hvorfor han stiller de pågældende spørgsmål, inden I eventuelt besvarer dem. Hvis I ikke får en ordentlig forklaring, kan I blot lade være med at besvare spørgsmålene.
Køberen af jeres hus kan som udgangspunkt ikke gøre jer erstatningsansvarlige for fejl og mangler, når der foreligger en tilstandsrapport. Men har I haft kendskab til fejl og mangler, og har I undladt at oplyse det i forbindelse med handelen, så har I svigtet jeres loyale oplysningspligt og kan gøres ansvarlig for manglerne.
J.G./E.F.