Naboen har en cirka 20 meter høj hængepil, hvor grundstammen er omkring to meter i diameter, og hvor der er en del grene uden blade. Ind imellem falder nogle af disse grene ned i min have, og grenene er fyldt med svampe
Jeg har snakket med naboen om problemerne, da jeg ved, at svampene bevirker, at træet dør indefra. Grenene kan ramme mit hus, men han mener, det er lige meget, for det vil være dækket af forsikringen. Jeg har prøvet at forklare ham, at det dækker forsikringen ikke, men der sker bare ikke noget.
Kan I oplyse, hvad jeg kan gøre?
”T.P.”
Svar:
JA!
Hvis du ikke kan tale fornuft med din nabo, har du mulighed for at bede hegnssynet om hjælp, idet hegnslovens § 19 stk. 3 bestemmer følgende:
”Grene, der på grund af alder, råd el.lign. skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne”.
Du har ret i, at naboens forsikring ikke dækker, hvis han burde have indset, at grenene var rådne og kunne forårsage skade på din ejendom. Men den manglende forsikringsdækning betyder blot, at din nabo bliver erstatningsansvarlig over for dig og selv må betale for skaderne.
Tag eventuelt en ny snak med din nabo, og du er velkommen til at vise ham dette svar.
J.G./E.F.